De kloge siger, at vi aldrig har haft det bedre i verden, end vi har det lige nu. 

Folk lever længere og bedre end før. Der er færre krige. Vi er lykkelige. Alt er godt. Aldrig har det været bedre. 
- Og jeg kunne ikke være mere uenig.

Så længe der er noget der hedder ledninger, så kan jeg aldrig i sandhed være lykkelig. 
Nøj hvor kan jeg bare ikke fordrage ledninger. De er altid irriterende, Altid i vejen, altid viklet ind i hinanden.
- Er det ikke rigtigt? har du nogensinde haft et sæt høretelefoner, som ikke var viklet sammen i så kompleks en knude, at den var mere eller mindre umulig at vikle ud?

Ja, jeg er ekstra irriteret over ledninger i dag. 
Det er fordi jeg er ved at flytte rundt derhjemme, blandt andet på det enorme maskineri, som er min computer, som åbenbart består af 90% ledninger. Sådan føles det i hvert fald. De bliver viklet ind i hinanden, sidder fast, kommer i vejen. For pokker de er irriterende. Min kæreste brokker sig også, for hendes bedste vibrator er ikke trådløs – den bruger ledning, og ender altid med at blive hevet ud af væggen når hun lader sig rive med.

Jeg tror ærligt talt, at verden for alvor bliver et bedre sted den dag, vi en gang for alle kan gå over til 100% trådløs teknologi, så vi kan være 100% uafhængige af ledninger. 
- Så undgår vi dét irritationselement i hverdagen.

... jeg tror faktisk der ville være færre krige. 
Det skulle ikke undre mig, hvis grunden til, at Kim Jong-Un er så rasende og indebrændt og hele tiden er på randen af at starte en atomkrig, er fordi ledningerne fra højtalerne, tv'et og routeren hjemme hos Kim, er viklet sammen i en gordisk knude, som han aldrig får løst. Det er bare irriterende. 
- Han ville sikkert være et meget bedre menneske, hvis ikke han skulle gå og være rasende over ledninger.

Grænserne ville blive slået op med det samme, og Kim Jong-Un ville selv stå med åbne arme, som velkomstkomite for tilstrømningen af vesterlændinge. Der ville være mad til alle, atomsprænghovederne ville blive desarmeret, Korea ville igen blive ét.

Måske er det derfor han er så sur på os i vesten. Han er nok bare skuffet over, at vi ikke har opfundet brugbar trådløs strøm endnu.

Jeg drømmer i hvert fald om verden, hvor jeg kan stoppe mine in-ear høretelefoner i baglommen og trække dem op igen senere, uden der skal 3 videnskabsmænd eller en saks til for at få dem viklet ud igen.

Det er drømmen. Mit utopi.

Jeg var med bussen til København for nogen uger siden, og der var rimelig tætpakket i bussen. Jeg skulle over og se noget standup, og den idé havde en del andre tilsyneladende også fået.

Jeg kommer ind i bussen, og går straks i gang med at scanne efter et ledigt sæde, hvor jeg kan slå mig ned. Jeg finder ikke umiddelbart noget, så jeg bevæger mig længere ned i bussen i håb om at finde et sted at hvile mine trætte stænger. 

-Og nu til pointen. For på vej ned i bagenden af bussen bliver jeg mødt af, ikke bare 1, 2 eller 3, men 4 sæder, som i princippet var ledige, men som var optagede af rygsække, kufferter, håndtasker og jakker.

Så nu blev jeg nødt til at sætte mig på skødet af en person jeg ikke kendte, fordi en tosse længere oppe i bussen syntes hans Nike sportstaske fortjente et sæde.

Du har måske selv oplevet det. Det er også et ganske udbredt fænomen i toget, hvor folk prioriterer deres håndbagage højere end deres medpassagerer, så vi andre er nødt til at stå op i midtergangen, fordi en Fjällräven rygsæk åbenbart skal nyde bedre komfort end jeg skal.

Og jeg ved godt, at man bare kan prikke vedkommene på skulderen og sige:

"Hej du. Jeg kan godt se, at du passer rigtig godt på din rullekuffert, og derfor har valgt at den skal have sit helt eget sæde i toget. Men siden du er så rar ved din håndbagage, kunne du så ikke overveje at booke en billet på DSB 1' til den næste gang du rejser, så jeg kan få lov til at slå min røv i sædet. Alternativt, og væsentlig billigere, så kunne du også bruge den dertil-indrettede bagagehylde lige over hovedet på dig, ligesom alle andre almindelige mennesker.

Jeg har lige travet 7,5 km med 10 kg i rygsækken for at komme med toget, og jeg ved med mig selv, at jeg ender med at blive rigtig muggen, hvis jeg den næste halvanden time skal stå her i midtergangen, hvor jeg skal forsøge at holde balancen og undgå at blive torpederet af DSBs salgsvogn med Pringles og Marsbar, fordi din bæltetaske skal have sit eget sæde.... Så... Kunne du måske tænke et par centimeter længere end din egen næsetip og få sparket din håndbagage ned hvor den hører hjemme? .... Tak."

Men stemningen bliver bare så dårlig i stillekupeen bagefter....

Nej, men jeg er også lidt konfliktsky, så jeg tør ikke altid tage konfrontationen, og så ender jeg rent faktisk med at stå op hele vejen til Jylland. 

- Og ja, jeg kunne også bare gro et par mellem benene og tage mig sammen.

Men måske vi også i fællesskab kunne blive enige om, at medmindre håndbagagen er din lillebror eller en selv-bevidst Louis Vuitton taske, så er sæderne forbeholdt mennesker og IKKE tasker, kufferter med dildoer og Nettoposer.

Godt.

Det er højsæson for hvepse i øjeblikket, og det betaler vi prisen for hjemme hos mig i øjeblikket. 
Der kommer virkelig mange på besøg hos os i lejligheden. Vi når kun lige at skrue låget af et glas marmelade, og så sværmer der et mindre hvepsebo omkring de søde sager som ensomme mænd sværmer rundt om sexdukker. 

Det er egentlig ikke noget jeg ser som et kæmpe problem. Altså, det er ikke ligefrem den roommate jeg selv ville have valgt at dele bolig med, men den hverken roder, hører høj musik eller rammer ved siden af toilettet, så allerede der er den bedre end min nuværende roommate - min kæreste.

Det værste ved alle de hvepse vi har for tiden, det er at de støjer lidt når de i timer i streg forsøger at komme ud igennem ruden i dagligstuen. Jeg ved ikke hvad den forventer - om den regner med, at hvis bare den banker sit lille insekt kranie ind i glasset længe nok, så skal der nok gå hul før eller siden. 
- Det irriterer mig lidt.. Dels at den er så dum, men mest den konstante lyd af insekt der kolliderer med mit vindue.

Nej, de irriterer mig ikke sådan rigtigt, hvpesene. Og hvis man bare lader være med at irritere dem, så skal de nok afholde sig fra at placere deres sylespidse brod lige i maveskinnet på dig.

Det forstår min kæreste bare ikke. Og det er virkelig det værste. Hun er afsindigt bange for hvepse. Altså, sådan virkelig.

Vi kan sidde om aftenen og hygge i sofaen med en god serie på Netflix, og ud af ingenting flyver hun, med et skrig, op af sofaen og stikker af. Og jeg får jo et kæmpe chok. Min puls kommer helt op. Adrenalinen pumper rundt i kroppen. For jeg ser jo bare hendes reaktion, og på baggrund af den må de nødvendigvis være en bevæbnet rockerbande, en øksemorder eller licensmanden hun har fået øje på.

Så jeg kommer næsten ligeså hurtigt på benene, og banker mig på brystkassen som en aggressiv silverback gorilla, klar til at forsvare sin flok. 

Eller.. Jeg gemmer mig som regel bag sofaen.

Og så er det bare fordi der er en hveps i stuen. Intet andet. 
Simpelthen så irriterende. Jeg tror problemet er, at hun aldrig har prøvet at blive stukket. Hun ved ikke hvordan det føles. 

For helt ærligt, det gør ondt, ja. Men ikke så ondt at man skal løbe skrigende væk ved den mindste summen. 
Det har jeg også forsøgt at fprklare hende. "Skat, så ondt gør det altså heller ikke. Det er ikke fordi den kommer med en sløv skalpel og går i gang med at amputere dit venstre ben. Den stikker dig bare med en lille, lille bitte brod."

Men det hjælper ikke. Til gengæld tror jeg, at jeg har fundet løsningen - så den vil jeg gerne dele med dig, hvis du oplever det samme. Jeg har købt en bidragt til hende. Så nu sidder jeg og ser TV med en biavler hver aften. 

Nej, jeg fandt ud af, at det var smerten hun var bange for, og den kan man umiddelbart dulme ved hjælp af en lille plastikpumpe man kan købe på apoteket. Bliver man stukket, så bruger man bare den til at suge giften ud, og så er det værste hurtigt overstået. 

Så nu kan jeg se Breaking Bad i fred og ro igen. 
- Det er de bedste 59,95 jeg nogensinde har spenderet.