Det er højsæson for hvepse i øjeblikket, og det betaler vi prisen for hjemme hos mig i øjeblikket. 
Der kommer virkelig mange på besøg hos os i lejligheden. Vi når kun lige at skrue låget af et glas marmelade, og så sværmer der et mindre hvepsebo omkring de søde sager som ensomme mænd sværmer rundt om sexdukker. 

Det er egentlig ikke noget jeg ser som et kæmpe problem. Altså, det er ikke ligefrem den roommate jeg selv ville have valgt at dele bolig med, men den hverken roder, hører høj musik eller rammer ved siden af toilettet, så allerede der er den bedre end min nuværende roommate - min kæreste.

Det værste ved alle de hvepse vi har for tiden, det er at de støjer lidt når de i timer i streg forsøger at komme ud igennem ruden i dagligstuen. Jeg ved ikke hvad den forventer - om den regner med, at hvis bare den banker sit lille insekt kranie ind i glasset længe nok, så skal der nok gå hul før eller siden. 
- Det irriterer mig lidt.. Dels at den er så dum, men mest den konstante lyd af insekt der kolliderer med mit vindue.

Nej, de irriterer mig ikke sådan rigtigt, hvpesene. Og hvis man bare lader være med at irritere dem, så skal de nok afholde sig fra at placere deres sylespidse brod lige i maveskinnet på dig.

Det forstår min kæreste bare ikke. Og det er virkelig det værste. Hun er afsindigt bange for hvepse. Altså, sådan virkelig.

Vi kan sidde om aftenen og hygge i sofaen med en god serie på Netflix, og ud af ingenting flyver hun, med et skrig, op af sofaen og stikker af. Og jeg får jo et kæmpe chok. Min puls kommer helt op. Adrenalinen pumper rundt i kroppen. For jeg ser jo bare hendes reaktion, og på baggrund af den må de nødvendigvis være en bevæbnet rockerbande, en øksemorder eller licensmanden hun har fået øje på.

Så jeg kommer næsten ligeså hurtigt på benene, og banker mig på brystkassen som en aggressiv silverback gorilla, klar til at forsvare sin flok. 

Eller.. Jeg gemmer mig som regel bag sofaen.

Og så er det bare fordi der er en hveps i stuen. Intet andet. 
Simpelthen så irriterende. Jeg tror problemet er, at hun aldrig har prøvet at blive stukket. Hun ved ikke hvordan det føles. 

For helt ærligt, det gør ondt, ja. Men ikke så ondt at man skal løbe skrigende væk ved den mindste summen. 
Det har jeg også forsøgt at fprklare hende. "Skat, så ondt gør det altså heller ikke. Det er ikke fordi den kommer med en sløv skalpel og går i gang med at amputere dit venstre ben. Den stikker dig bare med en lille, lille bitte brod."

Men det hjælper ikke. Til gengæld tror jeg, at jeg har fundet løsningen - så den vil jeg gerne dele med dig, hvis du oplever det samme. Jeg har købt en bidragt til hende. Så nu sidder jeg og ser TV med en biavler hver aften. 

Nej, jeg fandt ud af, at det var smerten hun var bange for, og den kan man umiddelbart dulme ved hjælp af en lille plastikpumpe man kan købe på apoteket. Bliver man stukket, så bruger man bare den til at suge giften ud, og så er det værste hurtigt overstået. 

Så nu kan jeg se Breaking Bad i fred og ro igen. 
- Det er de bedste 59,95 jeg nogensinde har spenderet.